Bydelsmor Manilla

Frivilligpaadansk

 

 

 

 

 

Bydelsmor Manilla

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bydelsmor Manilla

Manilla, Bydelsmor i Viby Jylland 1

 

Jeg er så glad for at være Bydelsmor, for jeg har lært, at når man har problemer, så

skal man ikke gemme sig, lukke sig inde eller kun snakke med den nærmeste familie.

Man skal ikke være flov over at bede om hjælp fra nogen, man ikke kender.

 

Mit navn er Manilla Kuriakous. Jeg er Bydelsmor i Viby Jylland. Jeg er 45 år og har tre børn.

Oprindeligt kommer jeg fra Syrien, men kom til Danmark i 1988.

 

Jeg har tidligere i mit liv kun spurgt familien og mennesker omkring mig, når jeg havde problemer.

Når man får råd fra dem, er det er ligesom en ring, hvor man render rundt og rundt.

Man kommer ikke videre. Familien vil gerne hjælpe, men deres råd passer ikke til det her samfund.

Hvis min datter fx har problemer, så skal jeg ikke kun spørge min familie.

De siger fx, at min datter ikke gør det rigtige, at jeg gerne må slå hende eller at jeg skal finde

en mand til hende, for så jeg er færdig med at bekymre mig om hende.

I stedet kan jeg ringe til en psykolog eller en anden med erfaring.

Det skal være en person, som kan give mig rigtig hjælp og vise mig den rigtige vej.

Jeg har lært, at det ikke er pinligt at bede om hjælp fra eksperter og andre danskere.

De kan give dig hjælp med et åbent hjerte og viden, så du kommer videre.

 

Jeg ved nu hvor vigtigt det er at bede om hjælp. Hvor vigtigt det er at finde én, som man føler

tryghed ved og hvor du ved, at det du fortæller, det kommer ikke videre.

Derfor er det også meget, meget vigtigt, at jeg, som Bydelsmor, ikke fortæller noget som helst videre,

når jeg hjælper andre kvinder. Dem, som jeg hjælper, skal vide, at alt det, de fortæller mig,

det kommer ikke videre.

 

Jeg lærte også som Bydelsmor, at det er godt at tale åbent om alting i livet også om sexualitet og

den slags. For eksempel er jeg begyndt at fortælle min datter om menstruation, så hun ikke skal

blive bange, når hun begynder at bløde. Der er mange indvandremødre, der ikke tør tale med deres

børn om den slags. Så de stakkels piger. De står der med blod i trusserne og ved ikke, hvad der sker.

Sådan oplevede jeg det, da jeg var en ung pige. Ingen fortalte mig om menstruation, så jeg blev meget

flov, da min stol pludselig var fuld af blod henne i skolen.

 

Nu er jeg blevet meget åben. Jeg snakker om ting, som jeg slet ikke kunne snakke om før.

Det er rart. Nu føler jeg mig meget mere som mig selv. Jeg føler mere fred, jeg er mere fri og mere åben.

Det er så dejligt, at jeg kan tale om alt det, der sker, også når jeg har problemer eller er ked af det.

Jeg ville ønske, at flere indvandrekvinder ville gøre det samme.

 

Som Bydelsmor har jeg også lært, at den styrke jeg har fået og alt det, jeg har lært, det skal jeg ikke

holde for mig selv. Det skal jeg give videre. For der er mange kvinder, som har problemer lige som

jeg havde før. Jeg bliver rigtig glad ved at give min erfaring videre til andre.

Jeg har hjulpet flere kvinder med store problemer. Det var de meget glade for, og det er jeg også,

for jeg kan huske, hvordan jeg selv havde det i deres situation.

 

 

 

 

 

 

1 Teksten er en bearbejdet version hentet fra Bydelsmødres hjemmeside

 

 

 

Copyright Københavns Sprogcenter © All Rights Reserved